I 2010 blev jeg diagnosticeret stress ramt. Eller nærmere: ramt af arbejdsrelateret stress. Det er den værste oplevelse jeg har haft i mit liv. Og den mest skræmmende oplevelse. Men også den mest lærerige.
Jeg følte at min krop og mit sind var ude for en nedsmeltning. En nedsmeltning som hæmmede mine basale funktioner. En nedsmeltning som faktisk hæmmede min hverdag det næste år.
Jeg var sygemeldt fra mit job i 4 måneder. I min sygemeldingsperiode manglede jeg flere basale funktioner som fx. evnen til at falde i søvn. Jeg havde ikke overskud til at tage vare på (eller tage hensyn til) andre end mig selv. Jeg måtte erkende at jeg ikke kunne rumme mere end mig selv. Min evne til at fungere normalt var taget fra mig. Jeg måtte acceptere at helingen af min krop og mit sind var lang og at den ikke kunne forceres. Og jeg måtte se i øjnene at fremskridtene gik meget langsomt.
Min helingsperiode tog næsten 1 år. Jeg havde i perioden forsat koncentrationsbesvær og blev meget hurtig træt. Jeg sørgede for at tage hensyn til dette. Jeg planlagde min dag således at de opgaver der krævede mest koncentration lå først på dagen. Jeg gik tidligt i seng og sørgede for at hvile mig i løbet af dagen. Derudover måtte jeg indrette min hverdag efter min aktuelle kunnen.
I dag – 5 år efter diagnosen – har jeg overhovedet ingen mén. Jeg fungerer fuldstændig normalt. Jeg har tilrettelagt både mit arbejdsliv og mit privatliv anderledes end før. Min store læring har været at lære at lytte til min krop. Jeg har lært at tage min krops signaler alvorligt.
Jeg har erfaret at min stress-behandling ikke kun var med til at gøre mig rask, men også har givet mig en ny retning i livet. En retning som jeg er meget taknemmelig for. Det har gjort mig til det bevidste menneske jeg er i dag. Et menneske som træffer bevidste valg og bevidste fravalg.
