Hermed et opråb til mit netværk. I skulle have været synlige!
Mit netværk består af familie, venner, arbejdskollegaer med flere.
Jeg har oplevet at store dele af mit netværk undlod at kontakte mig i min sygdomsperiode, fordi ”vi vil jo ikke forstyrre”, ”du skal jo have ro” og ”vi vil ikke dig belaste unødigt”.
Det skuffede mig!
Jeg havde brug for at vide at mit netværk stadig var der. En sms, en e-mail, en buket blomster, et brev, en telefonsamtale, et besøg – hvad som helst bare for at vide at jeg ikke var glemt.
Min sygdomsperiode var meget ensom. Det var MIG der skulle opsøge folk. MIG der skulle tage initiativ til dialog. Jeg ville have ønsket at det var JER der havde gjort det. Det var jo JER som havde det største overskud. Og bare rolig – jeg skulle nok selv have justere min deltagelse i de aktiviteter som jeg havde energi og overskud til.
Jeg havde et stort behov for at tale med nogen om andet end sygdom og stress. Men det var ikke let. Pludselig var det som om jeg var reduceret til at være stressramt. Det ville have været rart med andre input. Input fra jer som oplever en masse andet.
Jeg ved at I har gjort det i en god mening. Men jeg savnede jer!
Indrømmet – i dag har jeg fravalgt en stor del af mit tidligere netværk. Fravalgt at bruge min energi på dem som ikke var der for mig, da jeg havde brug for det. Jeg har valgt at koncenterere min energi på dem som valgte at stå mig nær.
Tænk over det! Vær synlig! Og nej – I ville ikke have været påtrængende. Det kaldes omsorg!
